Kære dagbog.

At bekende kulør kunne handle om, at fortælle om en fortid jeg indtil for ganske kort tid siden havde forsøgt at fortrænge. Den der handler en barndom og nogle teenage-år hvor jeg ikke blev accepteret for den jeg var. Hvor jeg blev drillet og tæsket. Fordi jeg i første omgang ikke kunne følge med i skolen og senere fordi jeg hurtig og duske-agtig. Drillerierne hænder også i dag, når jeg tilfældigvis møder nogle af disse mennesker fra min fortid. Hvis de mennesker bare fattede, hvor dårlig selvværd og selvtillid jeg stadig har og kæmper med hver dag, mon de så stadig ville gøre det? At fortælle nye bekendtskaber om denne fortid som man er flov over og helst ikke vil forbindes med, er ikke noget man bare lige gør. Men jeg har lige gjort det, og er ikke sikker på hvordan det vil påvirke hele processen.

Kulør-bekendelsen kunne også handle om ting nogle havde sagt og gjort for, at imponere mig. Såsom forsøge sig ud i kunsten med en Nyrup-improvisation a la den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen på sådan en Linie 3 måde, som jeg virkelig afskyr. Eller sende billeder af vedhæng der udelukkende burde være i et GLANS-album. Hvorfor?? Hvorfor skal jeg udsættes for alle disse prøvelser, jeg er så dårlig til ikke at grine over den slags.

Kuløren her i januar er en anelse bleg, økonomien ligner noget der kunne sammenlignes med Grækenland, dog har jeg ikke nogen plan at holde mig til, udover jeg håber jeg består til sommer.

-Stride

Kære Dagbog.

Så kom det nye år – kom til, at give den gas til Lille Nytårsaften i går og havde store tømmermænd på årets sidste dag, så det hele kom lidt bag på mig.

Hva’ så?

Det tegner til, at blive et begivenheds rigt år – jeg ved på forhånd, at der komme til at ske en masse. Ser frem til at fejre mennesker jeg har kært i mit liv, mennesker der fylder 30 år, 60 år, 25 år, bryllupper og så selvfølgelig mig selv. Glæder mig til, at være færdig med universitet, ægteskabet og Odense – og jeg frygter det også en anelse. Hallo voksenliv, farvel til livet i sus og dus på SU.

Jeg håber, at 2012 bliver året, hvor jeg bliver bedre til at sige fra over for andre mennesker der overtræder mine grænser. Jeg håber, at kærligheden måske kigger forbi 2012, jeg håber jeg fortsætter med at grine som jeg har gjort indtil nu. Jeg håber, at du kommer godt ind i det nye år.

Jeg havde planlagt og delvist skrevet et “farvel 2011″- indlæg, men magtede det. Magtede ikke, at kigge på det igen. Ikke fordi 2011 var vildt dårligt, men jeg kigge fremad.

Lad os drikke kaffe i 2012, jeg giver gerne.

Godt nythår

-Stride

Kære Dagbog.

Så skete det igen, synes det minder lidt om “amen” i kirken – det kommer hele tiden, oftest kommer det bag på mig.

Amen…

Endnu en gang synes en gift mand at jeg er sjov, og udtalte endnu en gang, at “du til tider er en smadret type”… (Øhh…tak, tror jeg). Og jeg har det sjovt, når jeg er i byen med mandevenner der er afsat, jeg ser dem som ufarlige typer. Til trods for min single-hed, går jeg ikke i byen for at score, jeg går i byen for at ha’ det sjov og gerne danse til jeg ikke kan stå på mine ben. Score-halløjet gør mig oftest deprimeret flere uger frem, det pirre min usikkerhed og mindsker mit i forvejen begrænset selvværd.

Men på et tidspunkt synes de gifte mænd, også den her, at jeg er kysse-klar og “det er jo bare sjovt og uskyldigt, du er jo single og skal ha’ det sjovt” – Tak for, at du ofre dig, men smid hellere en 20′er i Røde Kors-bøtten, jeg skal ikke reddes midlertidig en fredag aften.

Og personligt vil jeg hellere smide min single-hed på andre singler. Jeg har også en i kikkerten, skal bare overvinde min usikkerhed og så er jeg klar til en stor kop kaffe.

Amen…

-Stride

Kære Dagbog.

Det burde være simpelt, det der med at skrive speciale. Måske har jeg ikke brugt alt den tid, der er sat af til det, men jeg har brugt meget. Og nu viser det sig, at jeg har misforstået nogle af artiklerne, jeg har nok ikke læst dem godt nok. Det er jo simpelt, de skal jo bare læses, fortolkes og så trække det vigtige ud af dem og skrive det forståeligt i min artikel.

Livet er simpelt, vågner hver morgen, går i bad, spiser morgenmad, pakker madpakke, lufter hund og tager afsted. Sidder på mit kontor og forsøger, at skrive, forsøger at virke glad og deltage i de sociale ting der foregår hos dem jeg skriver for. Men jeg er det ikke, jeg er stadig tom. Simpel og tom.

Drikker kaffe, flere kopper hver dag. Mærker varmen i min mund, mens jeg smager på kaffen. Det er god kaffe, der er undertoner af frugt i den. Jeg kan lide den. Den er ikke så simpel og jeg føler mig i det sekund ikke så tom.

Jeg er i tvivl om jeg gør det godt nok. Altså specialet, livet og alt det der sker omkring mig. Den dårlige samvittighed er der hele tiden. Der er en indre kamp i gang inde i mig, og ingen gang den kan overdøve tomheden. Jeg har forsøgt, at forklare dig det, at jeg mangler hjælp. Jeg har mailet, sendt sms’er og ringet. Vi har talt om det, om at jeg er i tvivl om mine færdigheder i forhold til specialet, om hvordan jeg skal bygge det op. Vi talte ikke særligt om alt det andet, for jeg ved du er ligeglad. Jeg ved, at du er ligeglad med alle de ting du har indflydelse på, ligeglad om de stresser mig. Du vil kun kende resultatet når det hele er forbi. Du var tavs, du sagde jeg kunne maile noget. Det har jeg gjort, og nu er du endnu mere tavs. Jeg har forsøgt, at lave en aftale. Du er stadig tavs.

Det er simpelt, du ignorer mig. Jeg ved det. Jeg ved ikke hvorfor. Det nager mig, for jeg vil gerne have et svar på alting, forstå det og forstå hvorfor det fejler.

Hvornår holder nogen egentlig deres simple løfte? Hvornår gør jeg selv?

-Stride

Kære Dagbog.

“Det der er, er det der er.”

Håber jeg snart fatter det. I mellemtiden lytter jeg til den her og glæder mig til, at jeg senere i dag tager på Roadtrip med min gamle veninde, vi skal drikke kaffe på Falsled Kro og udveksle sladder.

-Stride

Kære Dagbog.

Livet har travlt, synes konstant det er fredag. Og jeg undre mig stadig en hel del, glemmer det dog ofte i hverdagens travlhed. Og dem jeg husker handler i bund og grund om, hvordan man omgås det modsatte køn. Og specialeskrivning og mande-tanker går ikke særlig godt i spænd sammen.

• Jeg har lært af en veninde, at når man modtager en fulde-sms fra en mand, så giver det en retten til, at svare igen, når man selv er fuld. Altså hvis man skulle ha’ den slags behov. Hvor er vi henne når det gælder mails, findes der så regler på det område? Hvis man ikke har modtaget svar på en fødselsdagshilsen (sendt via mail) fra en mand har kysset med, er man så “so last season”? Er løbet kørt (synes fandme det sker med alle “rigtige” mænd)?
• Hvor sjove må kvinder være? Hvor går grænsen? Og kan ironien blive for voldsom? Kan anonyme mænd håndtere udadvendte og larmende (og evt. yngre) kvinder?
• Og bagetiden – hvor vigtig er den, og hvor meget siger det om manden? Altså udover han er interesseret?

Alle de her spørgsmål komme ud af, at jeg har kysset med Hr.-vigtig-per-men-meget-anonym-jeg-bager-på-dig-i-flere-timer-Stride-tror-ikke-på-dig-og-diskutere-skattepolitik. Det var bare så upassende og alligevel tror jeg, at jeg gerne vil have mere, eller bare en lille retur lyd. Evt. en kop kaffe. Og hvis jeg ikke kan finde ud af, at blive scoret/score på gammeldaws maner, mener stort set hele omverdenen, at jeg skal forsøge mig med det der dating….GYS!!!

-Stride

Kære Dagbog.

Efteråret har været her noget tid. Enden på oktober er her snart. Verden er gul, orange, rød og man kan en gang i mellem ane en smule grønt midt i det hele. Det er min sæson, der er mindre end en måned til, at jeg fylder år. 28 år er der snart gået siden jeg valgte dette stoppested.

Verden omkring mig mener, at jeg virker glad. Eller også kan de ikke orke, at jeg på trods af det hele, arbejdet, specialet, foreningsarbejdet, sejrene, fremskridtene, solstrålerne og alt det andet fantastiske, der foregår i mit liv, ikke bare er glad og lykkelig. At jeg stadig er tom og depri. Der er fandme heller ikke noget, jeg hellere vil. Forsøger stadig. Går til psykolog, forsøger at sige fra over for dem, der ikke respektere min grænser og jeg forsøger at finde ro til min sjæl mit i alt det her. Men sådan noget er jo lidt “Et skidt frem og så to tilbage” – desværre. Jeg har ikke givet op, har besluttet, at jeg SMILER til verden på trods af det kaos der er inde i mig. Har besluttet, at jeg forsøger at finde mening med min fremtid, selvom at det virker uoverskueligt. Og det kan måske betyde, kan jeg skal tilbage til noget jeg en gang fandt værdi i. Og sådan er det. Og et sted derud må jeg sgu blive glad! Det må sgu da snart give mening det her.

Har kysset igen – efter en lang diskussion. Det var rart, upassende og jeg ville ønske det skete igen. Det er verdens mest anonyme mand med et vigtigt job. Og er nok pga. det glad, sådan lidt og så pænt meget pessimistisk.

Dukkehuset er nu sat til salg:( Jeg har ondt i maven og ville ønske tiden ville gå i stå.

-Stride

Kære Dagbog.

Så kom jeg i gang med specialet på fuld tid. Eller jeg kom afsted til tiden i morges, træt og uoplagt. Jeg har forsøgt, at lave en litteratursøgning og rode den store inspirationsmappe igennem (er endnu ikke færdig med denne del). Og jeg har sågar skrevet til min ene vejleder og forberedt et par spørgsmål til hende. Vil dog sige, at jeg stadig er pænt “lost” ang. det her speciale-halløj, håber snart det ændre sig.

Men ellers sidder jeg og venter, på spændende opdateringer på Facebook, Twitter, pol.dk, min mobil og min mail. Og heldigvis er der kommet ny regering, så er der da lidt, at følge med i og grine af. Og det mangler jeg når, det eneste jeg ellers får af personlige henvendelser er indbydelser til generalforsamlinger og beskeder af en mand jeg ikke magter. Venter stadig (ved godt det er pisse naivt og langt over sidste salgsdato) på den der mail, og håber mine følelser for selv samme mand smutter hen hvor peberet gror. For den slags sker ikke, det er vi enige om,ik ? Og hvis det gør, så er det kun i eventyr og på film, ik? Og slet, slet ikke for mig.

-Stride

Kære Dagbog.

Jeg havde aldrig set det komme. Du var ikke min type. Du mindede for meget, om alt det jeg flygtede  fra. Du er provinsen. Til trods for, at jeg ikke rigtig var interesseret i dig, blev det os to. Søgte Århus og København, lavede alle mulige krumspring, men ak.  Ja, nu har du været min hverdag i de sidste fem år. Og nu tæller jeg måneder, og inden længe, er der snart kun dage til det er slut. Men det har aldrig været nogen hemmelighed, at det ikke skulle være os to til vores dages ende, vel?

Du har været sådan en kæreste, hvor man fra starten af ved, at det er ikke det man i virkeligheden skal. Men man hænger ved, fordi det er trygt, fordi det får en videre og på en måde udvikler en. Om man vil det eller ej. Du har været med til, at gøre mig til et menneske igen, du har fået mig til, at finde ind til det jeg engang troede, var mit et og alt. Alt det mit hjerte banker for. Tak for det. Men jeg er stadig på vej videre, også uden dig. Din verden er lige her, min er nok noget mere flygtig.

Vi har haft vores op- og nedture, det tog mig tid, at se fornuften i dig. Tid før det gik op for mig, at du også er unik og havde så meget at byde på. Jeg forblev nok altid lidt flov over dig, det har vel aldrig været nogen hemmelighed. Sammenlignede dig med tidligere forhold, sammenlignede dig med Aalborg. Hende nåede du aldrig til sokkeholderne. Men du kunne da også byde på en form for kultur, et natteliv, natur, hemmelige steder og særlinge. Og nu har vi haft så mange oplevelser sammen, at vi har en fælles historie. En historie andre synes lyder fortryllende.

Men jeg er nødt til, at komme videre, slutte det her kapitel. Jeg er nødt til at blive skilt, sælge dukkehuset og afslutte mit studiet. Og dermed forlader dig. Men jeg ved, at jeg vil savne dig på min helt egen måde. Savne at gå ned gennem byen med hunden og med solbriller på, handle på torvet og nyde min kaffe og min medbragte bog. Ved jeg vil savne åen, stilheden lige efter sneen er faldet og jazzmusik i min have. Savne at ligge i skyggen under mine æbletræer i haven og spise hjemmedyrket tomater. Savne lyset og duften i min lejlighed, savne nattetimerne og de kolde morgener. Savne at kigge ind i brændeovnen med rødvin i hånden. Jeg vil savne fjollerier med veninder og venner her, der eller måske på Carlsens kvarter. Savne mine ældre kollegaer, der som ekstra mødre og fædre har givet mig ros og trøstet mig, gennem min tid her. Tror selv, at jeg vil savne min netto-mand, samtalerne med nær-perkeren, der altid faldt til jorden og den sure fiskemand på den anden side af vejen. Mon de bemærke jeg er væk? Vil du bemærke, at jeg er rejst?

Odense – lad os nyde den sidste tid sammen og give hinanden kvalitetstid. Håber jeg behandlede dig pænt i vores tid sammen.

Jeg slår (snart) op.

Kærligst Stride

Kære Dagbog.

Hvis tavshed var guld…ja, så må man sige, at jeg har valgt at investere et helt andet sted. Måske er det ikke en sikker investering, men måske giver det et afkast alligevel? Men hvad ved jeg egentligt, jeg aner jo intet om sådan noget børs-halløj? Mon jeg skal ringe til Hans-Henrik Strømgaard fra Lægernes Pensionskassebank og bede om et godt råd?

Men forøvrigt, hvornår stopper jeg med, at håber han skriver? Hvornår stopper jeg med, at skrive til ham og vente på respons? Jeg har erkendt, at jeg har følelser for ham, at det ikke er noget jeg sådan slipper af med, at tankerne om ham er legale – og de forsvinder, når der kommer noget nyt og spændende. Og han har sagt, at jeg får et svar på min mail….men hvornår? Min manglende tålmodighed holder ikke til det her. GIV MIG SÅ DET SVAR, LÅRTESPASSERMAND!

Og hvorfor, kære singlekvinde skal du absolut snave med en mand i Århus? Ja, jeg ved godt, at du havde det pisse sjovt med det og dansede løs…..åh, hvor vi lo og snavede som et par 15 årige på et smart sted i Smilets by. Men jeg tror ikke, at det var særligt gennemtænkt. Håber ikke at der var nogen der så det……for det betød ikke noget. Lårtespassermanden gemmer sig jo desværre stadig i horisonten….gid han kyssede mig.

Måske mangler jeg ikke investeringsrådgivning, for jeg fik ros i dag, da jeg havde min sidste arbejdsdag. Ros for at sige min mening til mine kollegaer og til mine patienter, ros for at involvere mig og tage mit arbejde alvorligt. Ros for mit gode humør og min tro på det bedste i mine medmennesker. Ros for mine bogstavrim, for mine sjove øreringe og mit bagværk.

Jeg har lidt en klump i halsen og føler mig cirka 2 cm højere lige pt. Nu mangler jeg bare den mand, jeg kan lave store fredagsbøffer til og fortælle om min dag. Han må være der et sted.

Kærligst Stride

.