Kære Dagbog.

Hvad skulle en single pige gøre uden en eller to gode bøssevenner? Ja, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre. Mine er der altid med kaffe og ofte også kage, og en hyggelig snak og en dårlig joke. Og man kan have den bedste hverdagsaften sammen med dem, hvor tiden flyver afsted.

Sådan en aften havde Balder jeg i går. Udover vi fik pølser (!) og kage, så hjalp de mig også med at samle mine helt nye sofaborde. Det er jo godt, at man kan få hjælp, når man ikke selv er særlig god til at bruge værktøj.

Derudover fik jeg i søndags endelig fat i mit arvestykke. Det er en orange stol, som jeg har arvet efter min Farfar Erling. Jeg har altid været vild med formen og farven, hvilket min bror også har. Så da min farfar døde, var det jo heldigt, at der var to stole:-)

Så nu har jeg næsten fået fyldt min lille stue op med møbler, men jeg mangler stadig at tage stilling til, om jeg skal eje et TV igen. Af boligdrømme der snart bliver til virkelighed, kan jeg nævne tapet på bagvæggen i mit soveværelse, indkøb af ny Kitchen Aid, sengelamper og natbord.

-Stride

Kære Dagbog.

Det kaos der kom ind i mit liv i starten af marts måned, gjorde at jeg havde svært ved, at koncentrerer mig om at se TV. Jeg valgte at kaste mig over bøger, hvilket for mig plejer, at være en luksus jeg kun nyder når jeg har ferie og ikke har en eksamen hængende over hovedet.

Mine eksamener gik nogenlunde, til trods for alt det andet i mit liv faldt fra hinanden, og jeg fortsatte med læse skønlitteratur derud af. Nu hvor jeg føler mit liv er ved at tage form igen, hvor jeg er glad og hvor nyder det der sker omkring mig, har jeg ikke lavet om på det med bøgerne og TV’et. Tror jeg sammenlagt har set 2 timers fjernsyn siden maj måned. Og det meste af fjernsynskiggeriet har været brugt på, at se gammel bekendt’s sidste indslag på TV2nord.

Og nu ejer jeg heller ikke længere noget fjernsyn, og jeg er i tvivl om jeg får behovet igen. Men samtidig bliver dagene kortere og det bliver tidligere mørkt, og før jeg får set mig om, er der ”De unge Mødre” og ”Grey’s” igen…og ja, så er jeg heller ikke mere hellig eller kulturradikal end det ;-) Og jeg savner faktisk DR2.

Men tiden uden tv har gjort, at jeg har fået hørt mere P1 og er blevet glad for at hente Podcast’et til når jeg er på farten eller på vagt.

Derudover har jeg fået min mors gamle tegneserier, eller nogle af dem. Jeg kan huske, at jeg elskede at læse dem, da jeg var yngre og det har virkelig været fornøjeligt at genlæse dem. Tror ikke det er sidste gang.

Måske jeg er delvis eller deltids kulturradikal?! Ved det ikke, men mandag henter jeg en ny forsyning af bøger.

-Stride

Kære Dagbog.

Jeg synes, jeg har fundet en nogenlunde rytme i mit midlertidige lægeliv i Aalborg.

Føler at jeg faktisk ofte ved hvad jeg laver, eller i det mindste ved hvordan jeg skal gribe opgaverne an.  Men jeg synes stadig, at det er svært at fatte, at det er mig der er den. Altså “lorten”, den med ansvaret og de super lange arbejdsdage. Hende den voksne med hovedpine, stress og mangel på motion, overskud og søvn.

Og jeg kunne leve med det hele, hvis det ikke var fordi, at jeg midlertidig (og pga. min nyopstået manglende ægteskabelige status) bor hjemme hos min mor i hverdagene. Jeg er jo bombet totalt tilbage til dengang jeg var 15-16år!!!! Fåk det er hårdt og på godt nordjysk “nederen”!!

-Dr. Stride

Kære Dagbog.

Wuptii…

Og så står man der, med en kalder i den ene hånd og en ditafon i den anden….og så er man lige pludselig lægevikar på galtis. Helt alene. Dr. Palle Stride, var det vist i dag.

Og selvom man er ny i faget – med en hel dags oplæring, mod lovet 14 dage – så vælter opgaverne bare ind og man er nødt til at trække i de blå scrubs og føle sig dum til den helt store guldmedalje. Og det omhandler alt, lige fra blodigt opkast, recepter, bivirkninger, udsættelser af kemokure, EKG’er, akut indlæggelser og masser af telefonsamtaler…..you name it!

• Mon jeg overlever?
• Er der mere kemo-kage i morgen?!
• Finder jeg nogensinde ud af, hvilken etage jeg er på?
• Bliver mine drømme også i diktat-form?

Følg med, måske kommer der svar på nogle af spørgsmålene, måske kommer der bare flere spørgsmål til.

“Punktum, ny linie, slut på bånd, tak”

-Stride

Kære Dagbog.

Her kommer lidt min egen version af en fantastisk sang af Bill Winters. Den beskriver lidt nogle af de følelser, jeg føler lige nu.

Ain’t no sunshine when he’s gone.
It’s not warm when he’s away.
Ain’t no sunshine when he’s gone
And he’s always gone too long anytime he goes away.

Wonder this time where he’s gone,
Wonder if he’s gone to stay
Ain’t no sunshine when he’s gone
And this house just ain’t no home anytime he goes away.

And I know, I know, I know, I know, I know,
I know, I know, I know, I know, I know, I know, I know,
I know, I know, I know, I know, I know, I know,
I know, I know, I know, I know, I know, I know, I know, I know

Hey, I ought to leave the young thing alone,
But ain’t no sunshine when he’s gone, only darkness everyday.
Ain’t no sunshine when he’s gone,
And this house just ain’t no home anytime he goes away.

Anytime he goes away.
Anytime he goes away.
Anytime he goes away.
Anytime he goes away.

-Stride

Kære Dagbog.

Selv kriser er fyldt med hverdage, weekender, ferier og højtider.

Jeg har det nogenlunde med hverdage, de er fyldt med gøremål, rutiner og ting der bare skal gøres. Jeg har det underligt med alt det andet. Mest fordi jeg har glemt hvordan man gør, men også fordi jeg stort set ikke har lyst til særlig meget. Og slet ikke alene.

Men jeg giver de dage en chance alligevel, og håber at glæden og lysten vender tilbage.

I aften tog jeg en kop kaffe, en øl og en hyggelig snak med en god kammerat om løst og fast. Og det var faktisk hyggeligt.

-Stride

Ps. Hvis nogen skulle få lyst til at skabe glæde, så ønsker jeg mig sådan en.

Kære Dagbog.

I øjeblikket synes jeg alt virker umuligt, og jeg har svært ved og se enden på dette rod. Jeg har før følt denne følelse, men aldrig så længe og så kraftigt. Derfor er jeg vendt tilbage til noget, jeg en gang læste på Morten Nielsens gravsten på Almen kirkegård i Aalborg, noget som har været et personligt, tilbagevende motto de sidste 10 år.

“Den, der kæmper, taber aldrig helt”

Hvis jeg ikke kæmper nu, så taber jeg mig selv og det jeg elsker. Måske er det ikke sikkert at jeg får muligheden for at vise, hvad jeg er i stand til i forhold til mit forhold, men jeg kæmper en kamp for at gøre det. Jeg synes kampen er ekstra hård, fordi jeg ingen våben har til at kæmpe med udover min kærlighed og tillid.

Jeg er ikke parat til at opgive endnu.

-Stride

Kære Dagbog.

Sådan så det ud for 1 år og 9 måneder siden. Jeg var lykkelig, glad og nygift. Jeg havde vist overfor ham jeg elsker, også selvom jeg ikke følte at det var nødvendigt, at det var ham jeg ville have til mine dages ende.

Der er sket meget siden. Men jeg elsker ham stadig, og vil virkelig gerne det her forhold, faktisk så meget at jeg ikke altid kan sætte ord på det. Faktisk er jeg for en gang skyld tom for ord, og de få jeg har tilbage sidder jeg og gentager igen og igen.

I går flyttede Stig Rossens ven fra mig.

Jeg havde så mange planer for indlæg jeg gerne ville poste her på bloggen, men lige nu er mit liv blevet sat på standby. Jeg kan ikke sove, jeg er ikke sulten, og jeg kan slet ikke overskue det der ske, og slet ikke uden min bedste ven. Oveni fortæller karma mig virkelig hvordan “skabet skal stå”, for jeg bestod min eksamen i går og jeg vandt 2 billetter til biografen. Men jeg vil meget hellere være foruden alt det, og bare få min Joakim tilbage.

Joakim + Astrid = :-)

-Stride

Kære Dagbog…

Please giv mig sådan en fin tehætte, så lover jeg at jeg drikker en masse te og sætter kaffebøtten i skuffen. Tænk sig og holde te-selskab med små hjemmelavet cupcakes, det ville være fedt:-)

Måske du kunne lave en aftale med påskeharen, så behøver jeg ikke noget chokolade påskeæg?! Måske bare et lille påskeæg og en tehætte.

Så kære påskehare, hvis du læser med her, så kan den købes her.

-Den artige Stride

Kære dagbog.

I dag holder Stig Rossens ven og jeg lørdag. Der er blevet kigget i butikker, lavet dej til rugklapper og doughnuts, ordnet vasketøj og andre lørdagssysler. Nu varmer vi snart palminen og forsøger os ud i kunsten med at lave doughnuts.

Der burde i følge min ven Claus‘ erfaringer være et femte palmin råd: Lad være med at stille palmin i dit køkkenskab og glemme/gemme det til det bliver sommer!!!

Den blå himmel har gemt sig, og der er stadig meget sne. Så jeg venter stadig på forår. Så derfor har jeg snydt lidt, lidt ligesom de gør i TV-køkkenet, og købt mig noget forår i form af nogle grene.

Go’-lørdag.

-Stride