maj 30, 2011
Kære Dagbog.
Har hovedet fyldt af tanker, er lige hjemvendt fra en fantastisk weekend i Smilets By. Nyder min egen glemsomhed, og har fundet hjemmebagte cookies på køkkenbordet. Gad godt, at jeg kunne gengive hele weekenden på skrift, så jeg senere kunne læse det og blive påmindet om, hvor fedt det var. For det var en fucking-fed weekend, til trods for store moralske tømmermænd. Her er lidt af mine tanker fra weekenden, nogle af dem har jeg skrevet ned i løbet dagene, noget er tilfældige tilføjelser. Det er rodet, men min måde at tømme hovedet og komme videre:
Blinker. Du så mig, vi talte – det var nordjysk. Du griner ofte, før jeg har talt færdig. Det er stemningen siger du. Jeg ved det er fortiden, forskellighederne, kanterne, øllet og 1000 andre ting der gør det. Ved du det mon?
Sssshhhhh……konfetti, sæbebobler. Pletter efter is, ned af lyst tøj. Dansede i gummistøvler, kiggede på mænd, drak øl og sugede luften ud af Århus. Duftede nybagte kanelsnegle, mens jeg så lyset komme tilbage en tidlig morgen.
Fåk, hvor det hele vist endte pinligt. Pinlig fuld, dog piv-lalleglad. Hvorfor gør en vis mængde alkohol mig selvdestruktiv og speeder min utålmodighed op? Hvornår er bægeret tomt? Synes det er flydt over utallige gange nu, kan jeg virkelig indeholde mere hengemt lort? Twitter, sms, Facebook, en dørtelefon, klik-klik, ring-ring, klik-klik, taste-taste….det er vist slut nu, ik? Jeg var ustyrlig. Skal vi kalde det midlertidig sindsyge og aktivere det under “Stalkeri”? Hvordan lykkedes det mig, at kaste noget så uskyldig og hjertevarmt bort? Og ja, jeg var latterlig, det bliver åbenbart værre med tiden. Jeg vågnede, og opdagede at jeg var en del af to børns leg. Jeg blev genoplivet og fik taget en hudbiopsi. Tror jeg stadig var fuld. Du skrev senere, at du ikke havde orket, du nævnte intet om min opførelse. Hvorfor jagter jeg trygheden, når jeg i virkeligheden intet vil. Jeg ved det.
Ubetinget kærlighed mellem to veninder. Det overrasker mig hver gang, hvor fantastisk det er, at ha’ en man har lyst til, at dele ting med. Hvorfor overrasker det mon dig, at jeg er følsom? Må larmende mennesker ikke være skrøbelige og følsomme? Du siger, at jeg vokser på dig. Lige over, makker.
Jeg fik sagt fra. Jeg fik sat ord på, hvad der havde gjort mig ked af det. Jeg ved godt, at det er sent, at jeg får taget mig sammen til, at få det sagt. Men nu er det sagt. Tror faktisk vores forhold overlever det. Måske jeg en dag bliver bedre til at sætter grænser og få andre til at overholde dem?
Retter mig op, forsøger at spænder maven op og klemme balderne sammen. Skal bare igennem den her uge. 2 eksamener. Jeg gider i virkeligheden slet ikke. Dropper ting, forsøger at slippe udenom. Fredag er her lige om lidt. Trænger til ro, til stilhed og alene-tid. Har aflyst min tur til København. Får jeg mon ro på nu?
Fik sat spørgsmålstegn ved, den ros du gav mig. Jeg tror ikke på dig. Hvorfor følger du med, hvad giver jeg dig? Det er jo bare mit rod og mine tanker, og tilmed formuleret dårligt. Men jeg forsøger, at tage den til mig, altså Ros. Mangler at købe ris, nu hvor jeg tænker over det.
-Stride
Posted by fededukkefingre in Alene, Århus, forår, frihed, musik, På tur ud i det blå, Pinlig, Tanker om stort og småt
