Tæller til ti.

Kære Dagbog.

En – to – mange….Jeg når fandme aldrig til ti.

Jeg troede, det ville hjælpe, at sende mailen. Troede jeg ville få ro. Stoppe selvpineriet. Begrave mig i bøgerne, artiklerne og forelæsningsnoterne. Jeg skal jo til re-eksamen i morgen og tager på ferie torsdag.

Hvem fanden prøver jeg at narre?

Jeg har endevendt mit selvpineri med flere veninder, uden jeg er blevet mere rolig. De har trøstet og rost mig. Sagt jeg er dygtig til, at udtrykke mine følelser på skrift, uden jeg virker for Bitterfissen og uden at forlange noget tilbage. At det kan tage tid før han kommer med et svar retur, fordi bolden er hos ham nu. At han er en spasser ligesom alle de andre mænd.

Men jeg ønsker et svar, en afslutning, en evaluering af mig. Bare lidt om hvorfor. Kom nu mand – tag et ansvar og fortæl mig, at jeg ikke lige er dig. Bare sig noget, en lyd (evt. en ormelyd), en sms (fuldemandssms er også tilladt), en fejlmail. Og stop med de latterlige indtjekninger på Facebook sammen med andre (piger) – jeg brækker mig snart over manglende svar, mit selvhad og uvidenhed.

Nej, nej…jeg er slet ikke bitter. Jeg kaldes vist følsom.

-Stride