Det burde være simpelt.

Kære Dagbog.

Det burde være simpelt, det der med at skrive speciale. Måske har jeg ikke brugt alt den tid, der er sat af til det, men jeg har brugt meget. Og nu viser det sig, at jeg har misforstået nogle af artiklerne, jeg har nok ikke læst dem godt nok. Det er jo simpelt, de skal jo bare læses, fortolkes og så trække det vigtige ud af dem og skrive det forståeligt i min artikel.

Livet er simpelt, vågner hver morgen, går i bad, spiser morgenmad, pakker madpakke, lufter hund og tager afsted. Sidder på mit kontor og forsøger, at skrive, forsøger at virke glad og deltage i de sociale ting der foregår hos dem jeg skriver for. Men jeg er det ikke, jeg er stadig tom. Simpel og tom.

Drikker kaffe, flere kopper hver dag. Mærker varmen i min mund, mens jeg smager på kaffen. Det er god kaffe, der er undertoner af frugt i den. Jeg kan lide den. Den er ikke så simpel og jeg føler mig i det sekund ikke så tom.

Jeg er i tvivl om jeg gør det godt nok. Altså specialet, livet og alt det der sker omkring mig. Den dårlige samvittighed er der hele tiden. Der er en indre kamp i gang inde i mig, og ingen gang den kan overdøve tomheden. Jeg har forsøgt, at forklare dig det, at jeg mangler hjælp. Jeg har mailet, sendt sms’er og ringet. Vi har talt om det, om at jeg er i tvivl om mine færdigheder i forhold til specialet, om hvordan jeg skal bygge det op. Vi talte ikke særligt om alt det andet, for jeg ved du er ligeglad. Jeg ved, at du er ligeglad med alle de ting du har indflydelse på, ligeglad om de stresser mig. Du vil kun kende resultatet når det hele er forbi. Du var tavs, du sagde jeg kunne maile noget. Det har jeg gjort, og nu er du endnu mere tavs. Jeg har forsøgt, at lave en aftale. Du er stadig tavs.

Det er simpelt, du ignorer mig. Jeg ved det. Jeg ved ikke hvorfor. Det nager mig, for jeg vil gerne have et svar på alting, forstå det og forstå hvorfor det fejler.

Hvornår holder nogen egentlig deres simple løfte? Hvornår gør jeg selv?

-Stride