Kære Dagbog.

Endnu en gang forsøgte jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Smalltalk, venlighed…ja, som man nu engang gør. Og endnu en gang kom der intet retur. Spørg nu bare, bare en enkelt gang. Vi kom igennem de planlagte emner, vi kom forbi den kommende skilsmisse, din familie og lidt sladder fra vores fælles gamle venner. For hver gang jeg talte, jo tydeligere følte jeg tomheden larme inde i mig.

Jeg holdte ud.

Og så stod jeg der igen, på gaden, tom og modløs. Tankerne om min fremtid – økonomi, eksamen, turnus, hundepasning….ALT løb igennem min hjerne. Bussen kørte væk – jeg græd mens jeg gik hjem. Ringede til en veninde.

Jeg sidder her alene, tom og stresset.

Vi var venner i mange år – det er en evighed siden.

-Stride