Så blev det søndag og en kort en. Jeg skal afsted på nattevagt om lidt og være afsted i 15 timer. Bliver altid små deprimeret før jeg skal afsted, orker ikke tanken om det ukendte, ansvaret og trætheden der følger med. Men jeg elsker samarbejdet med sygeplejerskerne, den dårlige humor og smagen af den lunkne kaffe. Man er vel en cirkushest?
Men jeg savner at komme hjem efter vagt til en der venter på mig, en der lytter til mine oplevelser og griner sammen med mig. Jeg er som altid klar på en kærlighedshistorie og en portion forår. Nogen der har noget i overskud?
Nå, jeg har hygget med læsning, is og en lang lur, jeg må afsted.
Jeg fornemmer foråret er på vej. Jeg håber det og i mellemtiden har jeg hovedet og panden fyldt med snot og ser forgrædt ud.
Næste uge er min friuge, jeg har fri og skal på farten. Har lyst til at lave en masse, jeg har lyst til at se livet an og se hvad der sker. Ja, jeg er splittet. Jeg har faktisk lyst til at drikke kaffe med Anemone-manden (han har fundet mig på Facebook). Men jeg er bange for jeg virker for lige til og ikke særlig mystisk. Og lige pludselig spiller han kostbar, og er ikke sikker på han kan og vil. Lige pludselig er han som alle de andre mænd, jeg har mødt gennem de sidste par år. Og jeg orker det ikke, jeg orker ikke at spille efter de regler. Jeg er dårlig til at spille “hard-to-get”, mystik, lave trutmund og virke spændende på kommando.
Og omvendt tænker jeg også: “Så kom dog ind i kampen, dame!” og efterfølgende er jeg lige ved at taste mig ind på et datingsite. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke ikke finde ud af de gense regler i forhold til mænd, dating og singlelivet. Jeg står stadig og ikke fatter, hvorfor det jeg kommer med ikke er godt nok. Og hvad skal jeg dog skrive på sådan en profil? Og hvem leder jeg egentlig efter? Hvad er min type? Er der en rød tråd mellem de mænd jeg har kendt i mit liv? Er jeg til lange ture ved stranden eller Xfactor om fredagen? Hvad ville jeg tage med på en øde ø og er jeg imod børn fra tidligere? Er jeg typen der er til flæskesteg eller and til jul?
Jeg har valgt at udskyde datingprofilen til langt ud i fremtiden – i mellemtiden drikker jeg kaffe med veninderne.
-Stride
Ps. Jeg drømmer om manden i den hvide Toyota med to farvede sokker, der kommer med et vaffeljern og laver vafler når jeg siger “lav noget sødt”. Jeg er lige til.
Længe siden…ja, jeg har været i fuld vigør, på arbejdet og været på farten. Jeg troede ellers at jeg skulle bruge januar på, at være trist og føle mig alene, men indtil videre har jeg parkeret de følelser i starten af det her år. Måske sprang jeg for sent ind i det her år – ja, faktisk sov jeg indtil kl 00.04 nytårs nat – så det er måske derfor alting sker med forsinkelse?
Og det er ikke fordi der sker så meget. Jeg arbejder, forsøger at finde ro i nuet, i det jeg står i lige nu. Og jeg forsøger at give mig selv plads til at spasse ud og afvise mænd med sætningen “nej, jeg skal ikke hjem og knække anemoner med nakken med dig…” – og det går nogenlunde. Jeg giver mig selv plads til at kysse med nogen jeg virkelig ikke burde kysse med. Jeg giver mig selv lov til, at sige fra i sidste øjeblik uden at have dårlig samvittighed. Jeg giver mig selv lov til at gøre det jeg er god til og bruge tid på det, selvom jeg ikke har tid til det i min almindelige arbejdsdag. Jeg griner stort set uhæmmet hver dag, af mig selv, af andre, af hvad der sker. Og jeg gør det mens jeg tænker, at jeg aldrig får den her tid tilbage igen, det er her nu.
Så er det nye år i gang. Jeg har 2 måneder og 24 dage tilbage, inden jeg skal starte et nyt sted. Ser frem til det, ser frem til der sker noget nyt. Ser frem til foråret, forandring, blomsterduft og håb. Ser frem til at solen skal varme mig ellers må jeg i gang med at strikke.
Året startede med tømmermænd og træthed. Og med svar på tiltale efter fuldemands-sms’er. Og et ønske om luft. Du fik det som du ville have det. Den 3 januar skrev du retur – du skrev du havde været i kulkælderen over vores uoverensstemmelse, at du ikke ville smide det hele væk, at jeg betød meget for dig, du havde respekt for mig og at du undskyldte du havde fået mig til at føle noget helt andet. Du skrev også du ikke havde nemt ved at tale om følelser og slet ikke i telefon. Du skrev du havde følt jeg havde presset dig op i en krog og derfor havde du reageret som du havde gjort. Hele din sms gav mening, men jeg var træt og syg og ville have luft.
Min veninde rådede mig til at skrive det som jeg havde det. Det gjorde jeg da jeg endelig var mig selv igen hjemme i sofaen. Jeg skrev jeg fortsat var træt af misforståelserne og heller ikke ville smide det væk. Jeg tilbød vi startede på en frisk over kaffe og fik talt ud om det her. Jeg kom med en dato. Du kunne så ikke – fair nok. Men du slog datoen hen, jeg ønskede vi fastsatte den – jeg havde mange aftaler som jeg gerne ville overholde. For mig er handling bag ord vigtigt, det er vigtigt for at mig at tale ud om uoverensstemmelser, for jeg forstår det hele, både dine begrundelser og mine og hvor det gik galt.
“…men du ved godt, at jeg ikke er interesseret i at være andet end venner?” skrev du så i dag. Jeg følte du slog luft uden af mig endnu en gang. Jeg har virkelig forsøgt, jeg har skammet mig over at jeg havde fået følelser for dig. Og hvorfor gjorde jeg egentlig det? Hvad er der galt i, at indrømme at man er interesseret i et andet menneske? Hvordan kan det blive gjort til noget frygteligt? Hvorfor kunne du ikke vende det om og tage det som noget positivt? Tage det som smiger? Jeg har sagt jeg gerne ville prøve at vende tilbage til at være venner, men jeg ikke var en maskine man kunne sættes tilbage til fabriksindstillingerne – at det ville tage tid.
Og midt i alt det her, så mangler jeg så mange andre svar, forklaringer….og ja, dem får jeg aldrig. Men jeg fik en masse ord. Tomme ord, en form for undskyldning uden mening og en masse ord uden handling bag. Du var ham der drømte en masse drømme om fremtiden om vin, kage-cv, en parade i din reol med mine julekort som sjovt nok ikke bliver til andet end drømme. Sådan vil du blive husket nu, du gav mig ikke chancen for andet.
Håber snart jeg stopper med at skamme mig over mine følelser, stopper med at føle mig åndssvag og i sorg.
Julen sluttede for mig i går, da jeg endnu en gang satte mig på cyklen i mørket og satte kursen mod mit arbejde. Har haft en god jul selvom den både indeholdte arbejde d 24 december, lange køreture og et farvel.
Jeg holdte jul hos min selvvalgte søster i Århus. Det er noget vi har talt om mange gange, men det var først i år det skulle lykkes. Og det var hyggeligt og stille og roligt. Der var børn, voksne mennesker, en lang hund, et smukt juletræ og et hav af julesange uden sanghæfter. Og da det hele lakkede mod enden, børnene og venindens mand var lagt i seng, så tog vi nogle G&Ts og vendte verden. Og det gør hver gang indtryk på mig, hvor stort et indtryk jeg har gjort og stadig gør på de mennesker.
1 juledag stod på tømmermænd, hygge med ungerne i sofaen og en tur i kirke inden jeg satte kursen mod verdens ende og familien. Det var også en dag med mødet med fortiden, de gamle venner fra folkeskolen, gymnasiet, eks-kærestens lillebror og hvem man ellers stødte ind i. Det var ikke noget skelsættende, det mærkede mest som tomt fyld.
Og igennem alt der her var du – du skrev til mig og opdaterede mig på dit liv og spurgte ind til mit. Du har altid haft 10.000 spørgsmål. Spændingen var godt nok forsvundet og det skulle jo gå galt – på et tidspunkt ville min kvote være brugt op. Da sms’en kom om din eks-kæreste (eller hvad vi kalder hende) kunne jeg ikke narre mig selv længere. Kunne med det samme mærke, at jeg ikke kunne få luft. Kunne mærke at lige meget hvor mange spørgsmål jeg svarede på, så blev jeg aldrig det. Du ville efterfølgende vide hvor meget jeg talte med Stig Rossens ven nu – jeg følte du pissede på mig og var vildt ufølsom. Det var som om du faktisk fattede hvad du havde gang i. Jeg sagde fra, er ikke sikker på du forstod mig. Du skrev du gerne ville beholde mig som en af dine fortrolige, for jeg var et fantastisk menneske.
Jeg er glad for jeg fik sagt fra. Men….ja, for der er altid et men – jeg savner nogen at fortælle om hvor ondt det gør. Og det var ikke noget, jeg ved det. Men jeg fik lysten til det og handlede. Jeg var fascineret af et andet menneske og jeg forsøgte at vise det. Og nu føler jeg mig flov og åndssvag. Jeg savner du anerkendte hvor fej du var og undskyldte.
Sidder småfuld. Der er tre dage til juleaften, jeg mangler en døgnvagt og en dagvagt før jeg kan fejre jul og nyde to helligdage.
Jeg føler mig dum. Har forsøgt at vise hvem jeg er, jeg har følt det var helt ok – og med et var det for meget. Ikke jeg ved det præcist, men det er den følelse jeg lige pludselige fornemmer fra dig.
Det var ikke fordi jeg vidste det med det samme. Nej faktisk synes jeg det var mærkeligt i starten, at du og jeg var så åbne over for hinanden. Det var nemt, du sad et helt andet sted på den anden side af jorden. Du indbød ofte dig selv hjem i mit køkken til vin og kage, det var en hyggelig historie om Danmark i slutningen af august. Det blev aldrig til noget, men vi stoppede ikke med at skrive. Vi opdigtede et helt univers.
Jeg ville helt klart kalde dig for en ven, selvom jeg aldrig havde mødt dig. Hvad mon du kaldte mig? Tiden gik, mailen tikkede ind flere gange dagligt, du kendte nogle af mine rytmer og tog nye til dig. Du skrev postkort når du rejste. Du var en del af min hverdag og lige pludselig mærkede jeg efter – jo, den var god nok – der var sommerfugle i min mave når jeg åbnede min computer op og håbede du havde skrevet. En dag da jeg var fuld fik jeg spurgt “om vi ikke skulle drikke kaffe på den der date-måde” – du skrev jo og brugte ordet fornøjelse om det.
Jeg mødte dig første gang, da du fyldte år. Du var præcis som jeg havde forventet og en del mere. Jeg havde bagt kage til dig – sådan er jeg jo. Det var helt ok at sidde på sidelinjen og se hvem du var. Desværre fik vi ikke talt særlig meget sammen. Men mødet gav mig ikke mindre lyst til at lære dig at kende, faktisk tværtimod. Så da jeg var på ferie sendte jeg et postkort med et bogstavrim med klar besked – du svarede aldrig på selve rimet, andet end det var dejligt at få. Du spurgte om “hvorfor ingen havde tacklet mig og gjort mig til lillemor” – jeg blev igen blød.
Jeg sendte endnu en kort – og her trak du dig. Sådan med et og alligevel ikke.
Jeg hader afstand, både den fysiske og den mentale. Jeg hader jeg sidder i Aalborg og du sidder indenfor voldene i kongens København. Jeg hader jeg faktisk ikke ved hvordan det her kommer til at forløbe. Jeg hader at jeg ikke kan slå sommerfuglene i maven ihjel og være ligeglad som før. Jeg hader at jeg ikke ejer nogen form for tålmodighed.
Jeg vil så gerne lade det sekund, hvor jeg drømte om en fremtid vare evigt, selvom jeg ved det er en klam kliché fra et H.C Andersen eventyr der også udspillede sig ved juletid – men jeg håber stadig.
Jeg holder friuge og bruger pt bare tiden i en venindes sofa med kaffe og sne uden for ruden. Det er sådan livet burde være.
Jeg forsøgte at tale med dig i går, du ringede også retur. Du undrede dig over jeg ikke var retur i Aalborg. Vi kom ingen vegne, jeg kæmpede mod nødudgangen. Du bebrejder mig altid, du mener jeg er efter dig. Så skulle du opleve mig gal – kom dog ind i kampen, mand! Vi afsluttede samtalen, og jeg har endnu ikke fået skrevet slutningen på det kapitel, selvom jeg gerne vil.
Senere i dag skal jeg aflevere Balder til Stig Rossens ven, der skal passe ham indtil i morgen. Jeg ved det skriger “Skilsmissehund” – men min hund savner den mand og livet som kontorhund. Personligt skal jeg til fødselsdag ved en mand jeg aldrig har mødt, men føler jeg kender. Skal lige lave gaven og så jeg er klar.
Nå ja, og i morgen er det “Bul” igen – jeg sætter kurs mod Borgen med kagedåserne.
Om et par dage tændes endnu et lys i kagen og jeg skal puste dem alle 29 ud. Og alligevel skal jeg ikke puste nogle lys ud – for jeg er på aften-nattevagt den dag:(
Synes det sidste år er gået hurtigt. Der er sket mange ting, jeg har virkelig oplevet mange fantastiske øjeblikke bare det seneste år. Og jeg er er overbevidst om at det fortsætter langt ud i fremtiden, for jeg er selv med til at bestemme hvad der skal ske i mit liv.
Og jeg ønsker mig forskellige ting. Ikke store ting for dem har jeg ikke plads til og jeg aner ikke hvor jeg ender om 10 måneder. Jeg ønsker mig lækre Wolford strømper, gamle store kagedåser, oplevelser, duftevand, portvinsglas, rejser, en dejskraber i metal, tøj og undertøj. Og vinterstøvler…kan bare ikke finde ud af hvorfor nogle det skal være. Jeg er bagud på mode og fantasi. Jeg ønsker mig gyldne øjeblikke på højde med f.eks. spontan brunch med fremmede, kageture til Assens, svømmeture ved Nyborg, midnatsdruk ved åen og dage i stilhed ved Vesterhavet.
Hvis jeg skal ønske mig noget stort, så ville jeg ønsker mig en kæreste. En jeg kunne ligge i sengen med om søndagen og bare være, en jeg kunne se 10 afsnit af samme dødssyge serie sammen med, en der vil kigge på mig mens jeg endnu en gang kastede mig ud i et eller andet åndssvagt bageprojekt (Drømmer pt om et vildt projekt, men aner ikke hvem jeg skal dele det med). En der vil overraske mig, holde om mig og smøre rugbrødsmadder til mig efter min nattevagt. En der kendte alle mine hemmelige vaner og uvaner og alligevel elskede mig. En mand med to-farvede strømper, der ville komme med et vaffeljern, når jeg sagde han skulle gøre noget sødt.
Jeg ved godt jeg drømmer, men jeg giver mig lov for jeg har fødselsdag lige om lidt. Og når jeg vågner op på dagen efter alt for få timers søvn, så flyver jeg til København og spiser middag med en mand.
Jeg har holdt friuge og så alligevel ikke. Var på aften-nattevagt torsdag nat og var helt smadret i går. Men det kunne heldigvis ikke ødelægge min overskudsfølelse efter et par dage i sommerhuset ved Vesterhavet. Så jeg gik i gang med at afprøve en ny slags mel jeg havde købt hos Aurion – Dalarhvede. Brugte en Meyer opskrift og piskede en Dalarhvededej sammen i går, inden jeg drak kaffe med en veninde og senere tog til den mest fantastiske koncert i Symfonien i Aalborg der var gratis og med vild hipster-videokunst.
Jeg tog også meget mod min vilje i Gaden og mødtes med nogle kollegaer der havde holdt fest. Det var ok, men kunne mærke jeg ikke orkede. Jeg orkede ikke hele det show der følger med, orker ikke jagten. Jeg vil gerne hygge med min kollegaer, føler faktisk jeg er ret heldige med dem, håber vi kan ses det i andre sammenhænge. Og det kan vi faktisk, for jeg har bagt brød til min underbo. Nogen skal jo nyde af godt af min voldsomme lyst til at yde omsorg for andre
Ha’ en god weekend, jeg tager på torvet med hunden og vil hjem og bage æblekage til min familie. Hvad der ellers sker det sker, måske en gåtur eller en koncert.
Telefonen ringede, jeg var en anelse forvirret – jeg har fri og havde ikke stillet vækkeuret af samme årsag. Jeg er i sommerhus og har kæmpet med at sove. Lider af stress-drømme for tiden, hvor jeg konstant er på arbejde. Klokken var 07.40 og der blev ringet fra “blokeret” nummer. Det var Statsforvaltningen. Jeg havde glemt at sætte et kryds i mine skilsmissepapirer.
Krydset blev sat af den venlige medarbejder der ringede, og klokken 07.40 den 09.10.12 blev min skilsmisse godkendt.
