Kære Dagbog,
Jeg trækker vejret igen, min næse er ikke fyldt med snot og jeg ser ikke forgrædt ud. På en måde mangler jeg det, for jeg har tilladt mig at græde ekstra, nu hvor jeg i forvejen lignede lort og havde røde og hævede øjne.
Min mor har fået det dårligere. Det er som om jeg ser det i etaper, og jeg ser det først når hun virkelig er skidt. Hun aner oftest ikke hvor hun er, hvad vi taler om eller hvad hun foretager sig. Hun glemmer at vi ikke er børn længere, at verdenen er en anden, at hun sidder med en varm kop kaffe i den anden hånd. Og alt omkring hende falder fra hinanden i det kaos som hun ikke ønsker hjælp til at komme ud af. Hun vil være fri og helt selv bestemme. Der kommer nye ideer ind i hendes tankeverden. Hun er bange for livet, for andre mennesker, for at der skal ske min bror og jeg noget. Og det hele hænger ikke sammen, der er intet af det hun taler om der er realistisk. Hun mener at livet ville være nemmere hvis hun begyndte at gå til noget i hendes fritid, hvis hun havde en mand der kunne redde hende ud af den her sygdom hun fik for 6 år siden.
Det værste er, at hun længe har været sur på mig og hård over for mig, når jeg forsøger at hjælpe og vise min kærlighed. Hun forstår ikke at jeg gerne vil gøre det godt for hende, gøre hende glad og hendes liv tåleligt. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre som jeg gjorde for et par år siden, sætte hende ind i min bil og kører ud i det blå og se på den verden vi begge er store fans af. Men det er ikke muligt, hun er for skrøbelig og træt.
Jeg vil gerne kunne mindes hende som noget godt og ikke som en person der sagde de værste ting om mig. Jeg ville gerne nå at vise hende at jeg er glad igen, at jeg fik børn og evt. fandt en mand der var en rigtig mand.
Jeg ved jeg ikke når det, tiden er ved at løbe fra min mor mens hun kæmper mod hele verden for at bevare hendes frihed. Jeg tror ikke min mor holder ret meget længere end et år.
Jeg græder og møder København med røde øjne og et ønske om jeg ikke følte mig så alene.
-Stride
