Kære Dagbog.

Så er der 13 dage til det går løs med eksamen, og 22 dage til, at jeg kommer ud fra min måske sidste eksamen ever.

Jeg kan mærke at alt vender sig i mig. Det er om lidt. Jeg er rodet og orker ikke andre mennesker. Jeg forsøger at fjerne alt der stresser mig. Jeg forsøger at finde en mening i at gøre det og uden at såre andre undervejs. Det er ikke nemt. Jeg havde lavet aftaler med mig selv før jeg gik i gang med sidste semester. Jeg skulle være mere hjemme, ikke så mange aftaler og overspringshandlinger og slet ikke noget fast mandligt bekendtskab. Jeg har stort set ikke overholdt en eneste af de regler. Ville jeg ha’ det anderledes hvis jeg havde gjort det? Jeg er så ødelagt pt, at alt ros og komplimenter virker modsat på mig. Hvornår får jeg overbevist min hjerne om at jeg duer, at jeg er noget værd og jeg ikke bare er en klods om benet eller tidsfordriv?

Jeg tror jeg ordinere tid på bænken hver dag sammen med Pølsen – så kan vi se på livet der går forbi.

-Stride

Kære Dagbog.

Føler tiden flyver afsted, cykler derud af. Hjulene drejer rundt, mine ben kan ikke følge med, føler ikke jeg kan komme højt nok op i  gear. Er kranken gået? Jeg kigger mig omkring, griber fat i det hele. Forsøger at holde fast, glemme endemålet og bare blive. Jeg aner ikke hvad jeg laver. Bliver jeg læge nu? Hvor ender jeg henne? Hvad vil jeg egentlig?

-Stride

I dag stod jeg op, havde stort set planlagt alle morgenritualerne, så det hele kunne passe med hvornår Netto åbnede. Så jeg fik spist pandekager og nydt min kaffe på altanen, før jeg drog ud på udflugt gennem Fruens Bøge sammen med Pølsen. Gennem alt det lysegrønne. Vi kom retur fyldt med frisk luft og med hindbær i tasken. Har netop bagt hindbærmuffins med hvidchokolade, kan huske hvornår jeg sidst har gjort det. Hele køkkenet dufter, jeg er glad og uden for kan jeg dufte det er forår.

Jeg lytter til den her – hvad laver du?

-Stride

Har haft et par dage hjemme, har læst og ordnet diverse småting – og jeg har nydt mit eget selskab. Jeg kan mærke som tiden skrider frem, at jeg virkelig kommer til at savne mit liv her i Den fynske Landsby, mit helle, min hule langt væk for alt muligt andet. Kommer til at savne min tid om morgenen med god kaffe og lækker morgenmad. Lyset og muligheden for i stilhed, at følge livet på altanen. Kommer til at savne fornemmelsen af bare tæer på et nyvasket, ubehandlet trægulv der er badet i solens stråler. Og mine lørdags ture gennem byen med hunden, hvor alting bliver gentaget igen og igen, men alligevel følelse helt fantastisk hver gang. Ville ønske jeg kunne dokumentere hvert et sekund og genopleve det engang ude i fremtiden.

Efter besøg af den mærkelige mand, må jeg erkende at jeg ikke er klar til at lukke nogen ind i mit liv. Jeg er ikke omstillings parat. Jeg orker ikke at skulle forklare hvem jeg er. Jeg bliver usikker, føler mig forkert og tyk. Jeg vil bare gerne have lov til at være “Lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt og helt almindelig”….sådan på min helt egen facon.

Han tiltaler mig altid på sms som “Herlig”. Jeg føler mig fanget i et opslagsværk af uendelige klichéer. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå ham.

-Stride

Jeg læser til den sidste eksamen – det går løs om en måned. Om lidt er det forbi håber jeg. Det skræmmer mig. Voksenheden kommer tæt på. Jeg står snart i en sen nattetime med ansvaret for andre menneskers liv i mine hænder og jeg kan ingen gang finde ud af mit eget.

Jeg har kysset med en mand. Han skræmmer mig. Han er anderledes, min modsætning. Jeg er ikke sikker på at det er godt, jeg er ikke sikker jeg er klar. “Så drop det” sagde min veninde, men noget i mig kan ikke få mig til det. Jeg forsøger, at finde ud af hvorfor det er sådan landet ligger. Hvorfor kommer jeg ikke bare videre, hvorfor skal jeg finde et svar på alle mine spørgsmål? Hvorfor vil jeg gerne sætte et label på alting og smide det i den rigtige kasse? Hvorfor bliver jeg ved med at sætte “fiasko” på den kasse jeg selv ligger i? Hvorfor kan jeg ikke bare lade tiden gå og se det hele lidt an? Han synes jeg er sød, måske er det oprigtigt?

Men heldigvis sidder jeg i min sofa lidt endnu, med en stor kop varm kaffe, en sovende hund og en god film. Og så lader jeg noter og bøger flyde, og så forsøger jeg at få tiden til at stå stille og bare være….bare lige her. Uden så meget voksenhed…uden mænd og uden svar på noget som helst.

-Stride

Endnu en gang forsøgte jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Smalltalk, venlighed…ja, som man nu engang gør. Og endnu en gang kom der intet retur. Spørg nu bare, bare en enkelt gang. Vi kom igennem de planlagte emner, vi kom forbi den kommende skilsmisse, din familie og lidt sladder fra vores fælles gamle venner. For hver gang jeg talte, jo tydeligere følte jeg tomheden larme inde i mig.

Jeg holdte ud.

Og så stod jeg der igen, på gaden, tom og modløs. Tankerne om min fremtid – økonomi, eksamen, turnus, hundepasning….ALT løb igennem min hjerne. Bussen kørte væk – jeg græd mens jeg gik hjem. Ringede til en veninde.

Jeg sidder her alene, tom og stresset.

Vi var venner i mange år – det er en evighed siden.

-Stride

Hverdagen suser afsted, jeg kan næsten ikke følge med. Inden længe er det slut, ikke mere undervisning, ikke flere kopper kaffe. Lige om lidt skal jeg til embedseksamen, jeg er stresset og orker det ikke. Jeg har påskeferie, den skal bruges til læsning, rengøring, lidt familiebesøg og måske afslapning.

Startede ferien med eftermiddags kaffe og kage sammen med min far. Senere tog vi på en lækker restaurant i Odense, hvor vi fik tørret okselår, svin i øl og grillet creme med sukker og bær. Det var rart med alene-tid sammen min far, vi fik grint og spist godt. Efter min far drog mod det jyske igen,  startede jeg doktorautomobilen og satte sammen med 3 gode venner og Pølsen kursen mod et fremmed sted: Assens. Der var bestilt bord til kagebord på en lokal café.

Der var 16 slags kage, det var hovedsageligt lagkager og en del af dem var klassiske 80′er kager fra Karolines Køkken. Hele herligheden kostede 75 kr. Det var flot, vi grinede og drak postvin og masser af kaffe. Kom til at savne hyggelige konditori-søndage hos Anarkisten sammen med alle kagedåserne. Efterfølgende forsøgte vi at få fløde-kvalmen til at forsvinde med en tur rundt i Assens by sammen med Pølsen. Dog var vi nervøse for byen, efter vi havde være på toilettet på caféen.

Efter vi havde leget på den lokale legeplads og set de bygninger som Oldfruen havde tegnet, valgte vi  at spise på en af de lokale restauranter sammen med de lokale. Vi kunne fornemme at vi ikke helt faldt ind i kulturen, i det vi ikke ankom på en handi-scooter.

Turen kunne have sluttet der, men vi valgte at udforske byerne i nærheden af Assens og kigge på alle de forskellige hyggelige huse og store herregårde der lå på vejen. Vi endte med at kører ud på Helnæs og kigge på solnedgangen, vi lod os føre gennem de kendte byer Snave og Haarby, før vi satte kursen mod Odense igen. Tror jeg ønsker mig en Pubcrawl i Assens eller en Intrarailtur rundt med Fynbus til forskellige fynske byer.

-Stride

Det er mandag. Mandagen efter en effektiv og hyggelig weekend. Jeg er træt, mærker smerter i min hals, tror jeg er ved at blive syg. Havde mest lyst til at blive liggende i morges, vende mig om og sove videre. Det er bare ikke muligt lige nu.

Rat og bremser virker ikke – Mærker stadig søndags tomheden sidde i mig, den jeg først har lært at kende som single. Den hvor man ville ønske man kunne fornemme lyden af et andet menneske. I går blev stilheden forværret af et skænderi med en fremmed, det blev personligt, jeg forsøgte at skabe forsoning og vise rummelighed. Det eneste der kom ud af det var, at der endnu en gang ikke var plads til mig. Angsten er blandet med fascination

Og hvorfor går det mig på? Det er jo bare en fremmed. Det er vel tanken ud om at blive valgt fra, jeg går næsten i selvsving. Det hiver dårlige minder frem, stemningsfilm fra min barndom der bliver spillet på min indre biograf igen og igen. Og suget af chance og risiko Mon jeg nogensinde vokser fra denne angst? Får jeg snart knust alle skeletterne til benmel? 

Og vågner inden braget

-Stride

Ps. Måske giver det mere mening hvis du lytter til den her? Det gjorde jeg og lod tankerne flyve frit.

Sidder i nattøj, klokken er 13.47. Jeg fryser. Jeg har lige kæmpet med at rydde køkkenet op, tømme opvaskemaskinen og fylde den igen. Har fået gang i brændeovnen og sat mig et mål, inden jeg skal ud med hunden. Et kapitel håber jeg på hovedet kan klare, det handler om hæmatologi, altså blod og blodsygdomme.

Man skulle ikke tro, at det kunne gå så galt. Jeg havde fået læst en del og gemt et kapitel til efter DrDiller var taget hjem. Men så drak vi en flaske vin og bagte fødselsdag kage til veninden til på tirsdag. Så drak vi endnu en flaske vin og pyntede kagerne. Det blev ret plat, men vi havde det pisse sjovt. Vi smid billeder af herlighederne på internettet, mens vi drak drinks. Vi gik ud i kulden for at hente cola kl 1 på hospitalet. Vi drak endnu mere og dansede, og talte om store ting. Vi talte om, at jeg virkelig savner en kæreste og om konceptet “Kom videre efter en skilsmisse”. Doktoren cyklede vist hjem efter kl 3, da vi havde lagt sengetøj på til ham.

Jeg var som sagt så fuld, at jeg ikke fik fulgt min læseplan og læst hæmatologi kapitelet i går, og når heller ikke det planlagte læsning i dag. Det er jeg lidt sur på mig selv over, det stresser. Jeg får heller ikke trænet eller gjort badeværelset rent som planlagt. Og jeg vågnede og savnede en kæreste der varmede mig på sådan en kold morgen – jeg havde i stedet for en hund der skulle ud og tisse! Så nu er jeg ikke bare single, jeg er også utrænet og klam og frygter jeg dumper embedseksamen til sommer – det går fantastisk.

Og jeg fik sendt sms’er i går, som jeg aldrig burde ha’ sendt, til mænd jeg ikke fatter hvorfor jeg vender tilbage til. Dybest set handler det om, at jeg gerne vil føle mig eftertragtet. Jeg vil gerne vide, at der er nogen der ude i verden der tænker på mig.

Og inderste inde ved jeg, at jeg ikke bør drikke, for det gør mig endnu mere ensom og opmærksom på alle mine fejl og mangler. Alkoholen æder min sidste rest selvtillid.

Kan vi ikke forlænge søndagen?

-Stride

Ps. Mit forhold til min mor, var lige ved at give bonus. Godt der kan komme noget godt ud af en skilsmisse.

At bekende kulør kunne handle om, at fortælle om en fortid jeg indtil for ganske kort tid siden havde forsøgt at fortrænge. Den der handler en barndom og nogle teenage-år hvor jeg ikke blev accepteret for den jeg var. Hvor jeg blev drillet og tæsket. Fordi jeg i første omgang ikke kunne følge med i skolen og senere fordi jeg hurtig og duske-agtig. Drillerierne hænder også i dag, når jeg tilfældigvis møder nogle af disse mennesker fra min fortid. Hvis de mennesker bare fattede, hvor dårlig selvværd og selvtillid jeg stadig har og kæmper med hver dag, mon de så stadig ville gøre det? At fortælle nye bekendtskaber om denne fortid som man er flov over og helst ikke vil forbindes med, er ikke noget man bare lige gør. Men jeg har lige gjort det, og er ikke sikker på hvordan det vil påvirke hele processen.

Kulør-bekendelsen kunne også handle om ting nogle havde sagt og gjort for, at imponere mig. Såsom forsøge sig ud i kunsten med en Nyrup-improvisation a la den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen på sådan en Linie 3 måde, som jeg virkelig afskyr. Eller sende billeder af vedhæng der udelukkende burde være i et GLANS-album. Hvorfor?? Hvorfor skal jeg udsættes for alle disse prøvelser, jeg er så dårlig til ikke at grine over den slags.

Kuløren her i januar er en anelse bleg, økonomien ligner noget der kunne sammenlignes med Grækenland, dog har jeg ikke nogen plan at holde mig til, udover jeg håber jeg består til sommer.

-Stride