Kære Dagbog.

Hvis tavshed var guld…ja, så må man sige, at jeg har valgt at investere et helt andet sted. Måske er det ikke en sikker investering, men måske giver det et afkast alligevel? Men hvad ved jeg egentligt, jeg aner jo intet om sådan noget børs-halløj? Mon jeg skal ringe til Hans-Henrik Strømgaard fra Lægernes Pensionskassebank og bede om et godt råd?

Men forøvrigt, hvornår stopper jeg med, at håber han skriver? Hvornår stopper jeg med, at skrive til ham og vente på respons? Jeg har erkendt, at jeg har følelser for ham, at det ikke er noget jeg sådan slipper af med, at tankerne om ham er legale – og de forsvinder, når der kommer noget nyt og spændende. Og han har sagt, at jeg får et svar på min mail….men hvornår? Min manglende tålmodighed holder ikke til det her. GIV MIG SÅ DET SVAR, LÅRTESPASSERMAND!

Og hvorfor, kære singlekvinde skal du absolut snave med en mand i Århus? Ja, jeg ved godt, at du havde det pisse sjovt med det og dansede løs…..åh, hvor vi lo og snavede som et par 15 årige på et smart sted i Smilets by. Men jeg tror ikke, at det var særligt gennemtænkt. Håber ikke at der var nogen der så det……for det betød ikke noget. Lårtespassermanden gemmer sig jo desværre stadig i horisonten….gid han kyssede mig.

Måske mangler jeg ikke investeringsrådgivning, for jeg fik ros i dag, da jeg havde min sidste arbejdsdag. Ros for at sige min mening til mine kollegaer og til mine patienter, ros for at involvere mig og tage mit arbejde alvorligt. Ros for mit gode humør og min tro på det bedste i mine medmennesker. Ros for mine bogstavrim, for mine sjove øreringe og mit bagværk.

Jeg har lidt en klump i halsen og føler mig cirka 2 cm højere lige pt. Nu mangler jeg bare den mand, jeg kan lave store fredagsbøffer til og fortælle om min dag. Han må være der et sted.

Kærligst Stride

.

Kære Dagbog.

Synes tingene kører i ring – slipper aldrig helt fri. Ender hver gang her, trist, uoplagt og altid bevidst om, at jeg har været her 1000 gange tidligere. Ja, brændt fingrene, åbnet mit hjerte, og lagt energi i, at vise at jeg virkelig gerne ville det – og så sendt til tælling. Og jeg står her bare, kan ingen gang løfte armen og samle fingrene til en gang “Fåk dig – rend mig” – nej, jeg er bare helt rolig og forstående (!!!). Jeg rummer, tror det er en erhvervsskade. Det er lige før jeg ringer og siger “Ja, jeg gad heller ikke, at være i et forhold med mig, jeg er jo en tikkende bombe” til dig. Og jeg er klar til, at svare venligt og sødt på dine beskeder, når du en sen nattetime vil mig. Jeg burde fandme råbe “Fåk dig” til mig selv, når jeg ikke fatter, at han ikke gider mig.

Og ikke nok med kærlighedståbelighederne, så skal jeg døje med dig, fordi vi er nået dertil, hvor vi skal sætte huset til salg, som vi aftalte da du gik. Og endnu en gang, opføre du dig barnligt, gør alt for at vise, at du ikke gider og samarbejder og overholde aftaler. Jeg magter ikke den her børnehave, magter ikke at du konstant skal genere mig, og få mig til at græde. HVORFOR SKAL DET VÆRE SÅDANNE? Det var dig der gik, det var dig der var utro og ikke kunne finde ud af, at afslutte det her pænt. Det var dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig, dig…..og ikke mig. Så vis mig noget respekt – jeg er videre, jeg vil bare gerne gøre det her på en ordentlig og fair måde – vi er trods alt voksne mennesker på papiret. Jeg har stadig ingen våben, det har jeg aldrig haft. Jeg har min ærlighed. Du har en kæreste og en evt. dårlig samvittighed, der får dig til, at være et helt andet menneske end det jeg kendte i små 8 år. Jeg håber ALDRIG jeg kommer til, at behandle andre mennesker så dårligt, som du behandler mig. Håber der er nogle, der vil sætte mig på plads, hvis det skulle ske.

Det er nok ikke sidste gang, at jeg skal have den for Prins Knud – desværre.

-Stride, fredags-single-depri

Kære Dagbog.
Vi har talt om bogen, faktisk om alle de bøger vi hver især har læst af denne fantastiske norske forfatter, Hr. Erlend Loe. Jeg har endda en bog af ham med på ferie, den har jeg gemt som rosinen i pølseenden, til den lange tur hjem.

Så du skulle se ‘Doppler’ som teaterstykke – “det gad jeg godt” - skrev det mest som en konstatering, ikke som en indbydelse, bare at det var ’snyd’. Jeg gik jo glip af noget spændende.
Du skrev retur: “vil du med?”. Jeg blev faktisk lidt overrasket og glad. Stadig intet svar på mailen.
De efterfølgende dage skrev du til mig – jeg svarede. Og så tavshed igen.

Kender ikke de her spilleregler. Er der nogen der gider, at gentage dem, gerne for Prins Knud?
Jeg er forvirret, jeg er langt væk, der er 6 timer i tidsforskel. Jeg vil gerne i teateret med dig, jeg vil jo gerne give det her en chance. Jeg har jo netop skrevet til dig, at jeg godt kan lide dig. Men jeg er bange for skuffelsen, kan allerede mærke det i maven.
Jeg er så pisse træt af min manglende tro på mig selv – jeg bliver ved med, at tro at jeg ikke duer.

Forsøger det der med, at “spille kostbar” endnu en gang – ved udemærket, at jeg er pisse dårlig til det, men jeg giver det endnu et forsøg.

- Stride

Kære Dagbog.

En – to – mange….Jeg når fandme aldrig til ti.

Jeg troede, det ville hjælpe, at sende mailen. Troede jeg ville få ro. Stoppe selvpineriet. Begrave mig i bøgerne, artiklerne og forelæsningsnoterne. Jeg skal jo til re-eksamen i morgen og tager på ferie torsdag.

Hvem fanden prøver jeg at narre?

Jeg har endevendt mit selvpineri med flere veninder, uden jeg er blevet mere rolig. De har trøstet og rost mig. Sagt jeg er dygtig til, at udtrykke mine følelser på skrift, uden jeg virker for Bitterfissen og uden at forlange noget tilbage. At det kan tage tid før han kommer med et svar retur, fordi bolden er hos ham nu. At han er en spasser ligesom alle de andre mænd.

Men jeg ønsker et svar, en afslutning, en evaluering af mig. Bare lidt om hvorfor. Kom nu mand – tag et ansvar og fortæl mig, at jeg ikke lige er dig. Bare sig noget, en lyd (evt. en ormelyd), en sms (fuldemandssms er også tilladt), en fejlmail. Og stop med de latterlige indtjekninger på Facebook sammen med andre (piger) – jeg brækker mig snart over manglende svar, mit selvhad og uvidenhed.

Nej, nej…jeg er slet ikke bitter. Jeg kaldes vist følsom.

-Stride

Kære Dagbog.

Jeg sidder jo og forberede mig til eksamen, læser statistik og evidensbaseret medicin. Og jeg synes jeg har lært noget:

• F.eks. at 9 ud af 10 gange starter håndværkeren (jeg har gang i, at få ordnet tag) der hænger udenfor mit stuevindue sætningen med “Pik…bla bla”!

• At det er pensionister og snakkende mennesker der går i biografen om eftermiddagen. Jeg bruger nu officielt 2 numre mindre i sko.

• At lige meget hvor mange gange man tæller til ti eller trykker på den her knap, så får jeg det ikke bedre. Jeg savner lige meget hvad jeg gør.

• At jeg har svært ved at forberede mig til den her eksamen, fordi de kan spørge om alt mellem himmel og jord.

-Stride

Kære dagbog.

Savner at vågne op, frisk og uden grund. Bare ligge der og lytte til lyden af verden omkring mig. Forstå lydene, samle dem og ignorer dem igen. Lytte til en tung vejrtrækning lige ved siden af mig. Finde rytmen og følge dynens små bevægelser. Kæmpe mig forsigtigt gennem dynerne mellem os. Du er skatten der gemmer sig, skrev du en gang til mig, da jeg fortalt, at jeg frøs. Finde dig, lugte til dig, og flette mig ind i dig, ind i armhulen. Bare ligge der, mærke vejrtrækningen og trygheden.

Jeg savner dig – mon du kommer til, at savne mig?

Der sker nok aldrig.

Godt jeg har Shell, så jeg kan føle mig savnet.

-Stride

Kære Dagbog.

Så kom dagen, hvor jeg nåede indlæg nr. 100 – altså udgivet vel og mærke. Det har taget 3 år og 42 dage, fra jeg skrev det første intetsigende indlæg lige efter mit bryllup, til jeg i dag bruger den mere jævnligt. Skulle lige finde ud af, hvad jeg ville med dig. Skulle lige være syg, skilles og ramme bunden før det skete.

Og så er jeg så her.

Nogle af indlæggende er jeg stolt over, for de beskriver de følelser jeg havde/har eller er min gemmebog, for ting jeg har oplevet eller lavet. Det at skrive, om jeg så har udgivet det eller ej (der ligger en del, som er så personligt, at det aldrig skal frem) har hjulpet mig ofte, det har samlet tankerne, når jeg har været allermest nede og alene. Det gør at jeg husker mig selv, for der er ingen andre der er tvunget til, at gøre det. Det er en sær følelse, at erkende at man er alene, på trods af, at det aldrig var det man ønskede. Jeg ville ønske, at det var mig der havde udtrykt det på den måde, som Katrine Grünfeld afslutter hendes roman “Sommerferie”, for det var sådan jeg følte for mere end et år siden.

Du ligger dér, yderst i sengen med dynen trukket op over hovedet. Hele natten, ikke en lyd, ikke en bevægelse. Jeg ser og lytter. Da rummet oplyses af solen, og du stadig ligger helt stille, tager jeg mod til mig, forsøger blidt at vende dig mod mig. Men du kan ikke flyttes. Så jeg ligger her ved siden af dig, som ikke længere er, med en vag fornemmelse af, at jeg ikke kan være helt tom, når jeg kan mærke tomheden og føle lettelse og fortvivlelse.

Uden for vinduerne ser jeg mågernes sorte vinger som tuschstreger hen over himmelen. Havet ligger stivnet bag ved sivene. Ikke en bølge at se. Og det går op for mig, at det værste, jeg kan forestille mig, er at leve videre uden det vigtigste vidne i mit liv.

Jeg håber jeg på sigt på bloggen, kan se en udvikling, kan se at jeg kommer fremad. At jeg bliver stærk og måske komme til at opleve lykken igen. For det er tider svært synes jeg, at være single, højtråbende, følsom og skrøbelig.

Så hey dig der snager med i mine følelser, hverdag og mundævl – hvem er du? Er det ikke på tide, at vi hilser pænt? Og især dig jeg ikke kender i det virkelig liv?

Kærligst Stride

Kære Dagbog.

Jeg har altid været god til, at tage initiativ, til at få ting til at ske, både i mit eget liv, men også i forhold til mine relationer til andre. Ude fra virker det som om, at jeg har det fint med det. Men inden i, drømmer jeg om, at andre vil tage initiativ og vise, at de virkelig vil mig.

Dybest set handler det vel om, at jeg er bange for, at blive valgt fra, eller at andre ikke vil mig. Derfor lader jeg stort set alle overtræde mine grænser, så længe jeg bare kan tolke det, som om at folk  vil mig, så må de alt. Det hænger vel sammen med frygten for, at jeg er forkert, at jeg går med til, at lade andre behandle mig sådan? Hvem er jeg, hvis jeg er alene i denne verden og ingen vil mig?

Derfor er jeg også dårlig til, at ha’ løse aftale med andre, de gør mig utrygge. Fordi jeg ved med mig selv, at jeg ofte føler mig fravalgt, hvis de ikke bliver til noget. Og det er lige meget om det er venner, veninder, bekendte eller nogen jeg dater. Også selvom undskyldningerne er legale, så sidder jeg med tomhedsfornemmelsen og følelsen af, at jeg er blevet kastet ud til højre. Og jeg kan ikke finde ud af, at få formidlet, hvad det gør ved mig – ikke på nogen ordentlig måde – at jeg bliver skuffet.  I stedet for, så ender jeg med, at skuffe andre, fordi jeg bliver så ked af det og mister lysten til, at gøre det jeg holder af.

Det skete i lørdags og det sker nok i morgen igen, at jeg bliver valgt fra. Jeg kan allerede mærke skuffelsen kigge frem….jeg aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig til den.

-Stride

Kære Dagbog.

Jeg går jo i byen. Ikke sådan særlig meget på diskotek, det magter jeg ikke. Jeg kan ellers gode lide at danse. Jeg er mest en værtshus/bodega-tøs. Så i aften tog jeg på Carlsen’s kvater sammen med en lidt broget flok – det var faktisk ganske hyggeligt på en regnvejrsdag. Snakken gik og øllet var fantastisk. Og modsat stort set alle andre byture, så gik jeg hjem i nogenlunde tid og uden at være spritstiv. Fik luftet Pølsen og lagt nyt sengetøj på. Måske rammer tømmermændene mig ikke i morgen, og giver mig en weekend-depression?

…men pt. ville jeg ønske jeg ikke var alene, ville ønske at man kunne falde i søvn i en armhule og blive holdt helt tæt. Ville ønske jeg havde nogen, jeg kunne dele mine oplevelser med. Nogen jeg kunne overraske med nylavet kaffe og pandekager, og evt. en avis. Nogen der gav et morgenkys.

Mon jeg er parat?

-Stride

Kære Dagbog.

Tror først, at jeg fattede at det var virkeligt, da jeg kom sent hjem søndag efter en tur til den nordvestlige del af Tysklandsodde. Jeg har jo haft gæster før inde på kvistværelset, men de har altid kun været her for en kort periode. Men nu bor han her, ham den fremmede journalist. Manden er flyttet ind. Og har har stillet ting på mit badeværelse, brugt mine ting i køkkenet og handlet ind. Og jeg er overraskende rummelig synes jeg selv. Dog har jeg forsøgt, at fortælle ham – på en rolig måde, selvfølgelig – at pizzadej i rulle ikke må komme ind i mit hjem. Så nu har jeg sat mig for, at han skal lærer, hvor nemt det er, at lave den slags selv og hvor meget bedre det smager. Jeg har frem til Lillejuleaften.

Det er første gang siden efterskoletiden, at jeg bor sammen med nogen som jeg ikke er kæreste med. Underligt og alligevel ganske rart. Dog skal jeg vende mig til, at man skal tage hensyn til nogen.

-Stride

Ps. Kender du ikke Erlend Loe, så læs “Kvinden flytter ind” – den er intet mindre end fantastisk.