Kære Dagbog.
Vi har talt om bogen, faktisk om alle de bøger vi hver især har læst af denne fantastiske norske forfatter, Hr. Erlend Loe. Jeg har endda en bog af ham med på ferie, den har jeg gemt som rosinen i pølseenden, til den lange tur hjem.

Så du skulle se ‘Doppler’ som teaterstykke – “det gad jeg godt” - skrev det mest som en konstatering, ikke som en indbydelse, bare at det var ’snyd’. Jeg gik jo glip af noget spændende.
Du skrev retur: “vil du med?”. Jeg blev faktisk lidt overrasket og glad. Stadig intet svar på mailen.
De efterfølgende dage skrev du til mig – jeg svarede. Og så tavshed igen.

Kender ikke de her spilleregler. Er der nogen der gider, at gentage dem, gerne for Prins Knud?
Jeg er forvirret, jeg er langt væk, der er 6 timer i tidsforskel. Jeg vil gerne i teateret med dig, jeg vil jo gerne give det her en chance. Jeg har jo netop skrevet til dig, at jeg godt kan lide dig. Men jeg er bange for skuffelsen, kan allerede mærke det i maven.
Jeg er så pisse træt af min manglende tro på mig selv – jeg bliver ved med, at tro at jeg ikke duer.

Forsøger det der med, at “spille kostbar” endnu en gang – ved udemærket, at jeg er pisse dårlig til det, men jeg giver det endnu et forsøg.

- Stride

Kære Dagbog.

En – to – mange….Jeg når fandme aldrig til ti.

Jeg troede, det ville hjælpe, at sende mailen. Troede jeg ville få ro. Stoppe selvpineriet. Begrave mig i bøgerne, artiklerne og forelæsningsnoterne. Jeg skal jo til re-eksamen i morgen og tager på ferie torsdag.

Hvem fanden prøver jeg at narre?

Jeg har endevendt mit selvpineri med flere veninder, uden jeg er blevet mere rolig. De har trøstet og rost mig. Sagt jeg er dygtig til, at udtrykke mine følelser på skrift, uden jeg virker for Bitterfissen og uden at forlange noget tilbage. At det kan tage tid før han kommer med et svar retur, fordi bolden er hos ham nu. At han er en spasser ligesom alle de andre mænd.

Men jeg ønsker et svar, en afslutning, en evaluering af mig. Bare lidt om hvorfor. Kom nu mand – tag et ansvar og fortæl mig, at jeg ikke lige er dig. Bare sig noget, en lyd (evt. en ormelyd), en sms (fuldemandssms er også tilladt), en fejlmail. Og stop med de latterlige indtjekninger på Facebook sammen med andre (piger) – jeg brækker mig snart over manglende svar, mit selvhad og uvidenhed.

Nej, nej…jeg er slet ikke bitter. Jeg kaldes vist følsom.

-Stride

Kære Dagbog.

Jeg sidder jo og forberede mig til eksamen, læser statistik og evidensbaseret medicin. Og jeg synes jeg har lært noget:

• F.eks. at 9 ud af 10 gange starter håndværkeren (jeg har gang i, at få ordnet tag) der hænger udenfor mit stuevindue sætningen med “Pik…bla bla”!

• At det er pensionister og snakkende mennesker der går i biografen om eftermiddagen. Jeg bruger nu officielt 2 numre mindre i sko.

• At lige meget hvor mange gange man tæller til ti eller trykker på den her knap, så får jeg det ikke bedre. Jeg savner lige meget hvad jeg gør.

• At jeg har svært ved at forberede mig til den her eksamen, fordi de kan spørge om alt mellem himmel og jord.

-Stride

Kære dagbog.

Savner at vågne op, frisk og uden grund. Bare ligge der og lytte til lyden af verden omkring mig. Forstå lydene, samle dem og ignorer dem igen. Lytte til en tung vejrtrækning lige ved siden af mig. Finde rytmen og følge dynens små bevægelser. Kæmpe mig forsigtigt gennem dynerne mellem os. Du er skatten der gemmer sig, skrev du en gang til mig, da jeg fortalt, at jeg frøs. Finde dig, lugte til dig, og flette mig ind i dig, ind i armhulen. Bare ligge der, mærke vejrtrækningen og trygheden.

Jeg savner dig – mon du kommer til, at savne mig?

Der sker nok aldrig.

Godt jeg har Shell, så jeg kan føle mig savnet.

-Stride

Kære Dagbog.

Så kom dagen, hvor jeg nåede indlæg nr. 100 – altså udgivet vel og mærke. Det har taget 3 år og 42 dage, fra jeg skrev det første intetsigende indlæg lige efter mit bryllup, til jeg i dag bruger den mere jævnligt. Skulle lige finde ud af, hvad jeg ville med dig. Skulle lige være syg, skilles og ramme bunden før det skete.

Og så er jeg så her.

Nogle af indlæggende er jeg stolt over, for de beskriver de følelser jeg havde/har eller er min gemmebog, for ting jeg har oplevet eller lavet. Det at skrive, om jeg så har udgivet det eller ej (der ligger en del, som er så personligt, at det aldrig skal frem) har hjulpet mig ofte, det har samlet tankerne, når jeg har været allermest nede og alene. Det gør at jeg husker mig selv, for der er ingen andre der er tvunget til, at gøre det. Det er en sær følelse, at erkende at man er alene, på trods af, at det aldrig var det man ønskede. Jeg ville ønske, at det var mig der havde udtrykt det på den måde, som Katrine Grünfeld afslutter hendes roman “Sommerferie”, for det var sådan jeg følte for mere end et år siden.

Du ligger dér, yderst i sengen med dynen trukket op over hovedet. Hele natten, ikke en lyd, ikke en bevægelse. Jeg ser og lytter. Da rummet oplyses af solen, og du stadig ligger helt stille, tager jeg mod til mig, forsøger blidt at vende dig mod mig. Men du kan ikke flyttes. Så jeg ligger her ved siden af dig, som ikke længere er, med en vag fornemmelse af, at jeg ikke kan være helt tom, når jeg kan mærke tomheden og føle lettelse og fortvivlelse.

Uden for vinduerne ser jeg mågernes sorte vinger som tuschstreger hen over himmelen. Havet ligger stivnet bag ved sivene. Ikke en bølge at se. Og det går op for mig, at det værste, jeg kan forestille mig, er at leve videre uden det vigtigste vidne i mit liv.

Jeg håber jeg på sigt på bloggen, kan se en udvikling, kan se at jeg kommer fremad. At jeg bliver stærk og måske komme til at opleve lykken igen. For det er tider svært synes jeg, at være single, højtråbende, følsom og skrøbelig.

Så hey dig der snager med i mine følelser, hverdag og mundævl – hvem er du? Er det ikke på tide, at vi hilser pænt? Og især dig jeg ikke kender i det virkelig liv?

Kærligst Stride

Kære Dagbog.

Jeg har altid været god til, at tage initiativ, til at få ting til at ske, både i mit eget liv, men også i forhold til mine relationer til andre. Ude fra virker det som om, at jeg har det fint med det. Men inden i, drømmer jeg om, at andre vil tage initiativ og vise, at de virkelig vil mig.

Dybest set handler det vel om, at jeg er bange for, at blive valgt fra, eller at andre ikke vil mig. Derfor lader jeg stort set alle overtræde mine grænser, så længe jeg bare kan tolke det, som om at folk  vil mig, så må de alt. Det hænger vel sammen med frygten for, at jeg er forkert, at jeg går med til, at lade andre behandle mig sådan? Hvem er jeg, hvis jeg er alene i denne verden og ingen vil mig?

Derfor er jeg også dårlig til, at ha’ løse aftale med andre, de gør mig utrygge. Fordi jeg ved med mig selv, at jeg ofte føler mig fravalgt, hvis de ikke bliver til noget. Og det er lige meget om det er venner, veninder, bekendte eller nogen jeg dater. Også selvom undskyldningerne er legale, så sidder jeg med tomhedsfornemmelsen og følelsen af, at jeg er blevet kastet ud til højre. Og jeg kan ikke finde ud af, at få formidlet, hvad det gør ved mig – ikke på nogen ordentlig måde – at jeg bliver skuffet.  I stedet for, så ender jeg med, at skuffe andre, fordi jeg bliver så ked af det og mister lysten til, at gøre det jeg holder af.

Det skete i lørdags og det sker nok i morgen igen, at jeg bliver valgt fra. Jeg kan allerede mærke skuffelsen kigge frem….jeg aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig til den.

-Stride

Kære Dagbog.

Jeg går jo i byen. Ikke sådan særlig meget på diskotek, det magter jeg ikke. Jeg kan ellers gode lide at danse. Jeg er mest en værtshus/bodega-tøs. Så i aften tog jeg på Carlsen’s kvater sammen med en lidt broget flok – det var faktisk ganske hyggeligt på en regnvejrsdag. Snakken gik og øllet var fantastisk. Og modsat stort set alle andre byture, så gik jeg hjem i nogenlunde tid og uden at være spritstiv. Fik luftet Pølsen og lagt nyt sengetøj på. Måske rammer tømmermændene mig ikke i morgen, og giver mig en weekend-depression?

…men pt. ville jeg ønske jeg ikke var alene, ville ønske at man kunne falde i søvn i en armhule og blive holdt helt tæt. Ville ønske jeg havde nogen, jeg kunne dele mine oplevelser med. Nogen jeg kunne overraske med nylavet kaffe og pandekager, og evt. en avis. Nogen der gav et morgenkys.

Mon jeg er parat?

-Stride

Kære Dagbog.

Tror først, at jeg fattede at det var virkeligt, da jeg kom sent hjem søndag efter en tur til den nordvestlige del af Tysklandsodde. Jeg har jo haft gæster før inde på kvistværelset, men de har altid kun været her for en kort periode. Men nu bor han her, ham den fremmede journalist. Manden er flyttet ind. Og har har stillet ting på mit badeværelse, brugt mine ting i køkkenet og handlet ind. Og jeg er overraskende rummelig synes jeg selv. Dog har jeg forsøgt, at fortælle ham – på en rolig måde, selvfølgelig – at pizzadej i rulle ikke må komme ind i mit hjem. Så nu har jeg sat mig for, at han skal lærer, hvor nemt det er, at lave den slags selv og hvor meget bedre det smager. Jeg har frem til Lillejuleaften.

Det er første gang siden efterskoletiden, at jeg bor sammen med nogen som jeg ikke er kæreste med. Underligt og alligevel ganske rart. Dog skal jeg vende mig til, at man skal tage hensyn til nogen.

-Stride

Ps. Kender du ikke Erlend Loe, så læs “Kvinden flytter ind” – den er intet mindre end fantastisk.

Kære Dagbog.

Jeg forsøger, at komme op af hullet og få noget luft. Forsøger at glemme, at jeg synes det hele er noget lort, at verden går mig imod, at jeg er alene, at jeg dybeste set ikke aner helt, hvem jeg er og hvad jeg vil.

Så derfor ville jeg gøre noget godt mod mig selv, og besluttede mig for, at tage et døgn på ønskeøen med veninder og en øl eller to. Men mig og Karma var åbenbart ikke helt enige. “Karma?”, tænker du måske, ja min veninde Karma. Vi havde vist ikke helt forventningsafstemt inden, for hun gjorde sgu alt for, at ødelægge dagen for mig.

Først fik hun det til, at regne inden jeg kørte fra Odense, og jeg endte en dyb tøj- og skokrise. Højhælet og hvor høje? Sandaler? Sorte eller brune? Bukser, kjole eller nederdel? Sort/hvidt eller en pangfarve? Og hvad ser mindst dumt ud, når man kommer igennem regnen? Jeg endte med, at pakke 4 forskellige outfits og ligeså mange sko….okay, okay, jeg havde 8 par med, men det er altså inkl. gummistøvler og mine gamle løbesko jeg bruger til, at lufte hund i!

Afsted kom Pølsen og jeg, og det gik fint. Lige indtil vi kom forbi Ringsted, så sprang mit højre dæk foran på bilen. Kan ikke helt præcist huske hvad der skete, før jeg holdte ude i nødsporet med et hjerte jeg lige var ved, at kaste op. Ringede til min far og anede ikke hvad jeg skulle sige, var i chok. Men jeg fik ringet til vejhjælp, min far, vejhjælp, min far, min aftale i Nordsjælland, min veninde ( der fik det her ud af det) og endnu en gang til min far. Der gik 1, 5 time før jeg fik hjælp til, at få skiftet dækket. Er du ikke sådan en uafhængig kvinde, der selv kan fikse sådan et hjul? Jo, normalt kunne jeg måske godt, men ikke i lørdags. Jeg brugte resten af dagen på at ryste indvendigt og grine nervøst.

Med hjælp via telefonen kom jeg også i Bodil-bodega-kjolen og fik gjort mig klar. Jeg havde lånt en seng hos min vokseven, og var alene hjemme i hans hus. Strømmen gik pga uvejret og jeg ville gå ned i kælderen og tænde for det….og her mødte jeg vandet! Karma havde lukket vand ind i kælderen, til trods for, at huset skulle været sikret imod den slags. Voksenvennen kom hjem og jeg tog ud med veninder for, at få ro på mig selv med et par øl. Og det var sjovt, jeg grinede og fik komplimenter….og jeg tog imod dem, selvom jeg har det svært med dem. Og jeg fik også nogen af andre kvinder, fra pæne, lækre, slanke kvinder. Jeg forsøgte at snyde lorte Karma, jeg ville ikke lade mig slå ud….indtil hun spillede jokeren: Den konservative mand aka manden jeg har kysset med fra tid til anden gennem de sidste 12 år. Jeg kæmpede imod, spille “Kool” og lagde ikke op til noget, eller svarede noget tilbage til alle hans komplimenter. Jeg var stolt, og hyggede videre med mine veninder. Men han blev ved, han gav ikke op…eller omvendt, han ved hvordan jeg har det med ham.

…..så det endte med, at jeg kyssede ham, og fik sagt nogle af de uheldige ting, som man siger, når man har fået tilpas mange øl og portvin. Og det var rart. Jeg følte mig dejlig og nød hans velkendte duft. Og dagen efter, da jeg endelig var på vej hjem mod Den Fynske landsby med 80km/t og efter jeg havde siddet i kø i flere timer pga vandmasserne, kunne jeg mærke det. Karma sad og prikkede mig i maven, så jeg kunne mærke, den så velkendte følelse af savn. Efter 12 år, ved jeg stadig ikke hvad jeg vil. Men jeg ved, at hver gang det her sker, får jeg lysten tilbage.

Karma, jeg tager en pause fra dig, magter dig ikke lige pt.

-Stride

Kære Dagbog.

Jeg var på Kunsten i Aalborg sidste søndag. Kom for at se Rikke Bakmans tegninger til den tegnede roman “Glimt” – men endte med, at forelske mig i installationen “The Phoenix is closer than it appears” af Thilo Frank. Et lukket rum, der er dækket af spejle overalt og i midten er der en gynge. Helt stille, sidder man der – alene og så i tusinde kopier der fortsætter i en uendelighed. Faktisk er det svært, at forklare det – men jeg følte jeg faldt, mens jeg gyngede. Gengivelserne drillede min balance.

Jeg var så heldig, at der stort set ikke var andre på Kunsten mens jeg var der, og jeg kunne tage mig god tid og nyde gyngeturen. De bedste 20kr jeg har brugt længe, selvom jeg ikke var vild med, at låne “lånesokker” på Kunsten. Så er du i nærheden Aalborg i løbet af sommeren, så gå på Kunsten, nyd en tur på Almen Kirkegården, mens du er på vej til midtbyen, og smut så ned til haven og se hvor smukt beton kan være.

I morgen drager jeg mod ønskeøen og gode veninder. Jeg tror, jeg trænger til lidt luftforandring, håber det hjælper på mit svingende humør eller i det mindste afleder det en kort stund.

God weekend.

- Stride